Maribo Skakklub
Henvendelse til formand Jesper Frederiksen
Klubaften hver onsdag kl. 19:00
Spejdervænget 4, 4930 Maribo
Vedtægter for Maribo Skakklub
gældende 01/09-2021
§ 1. Foreningens navn er Maribo Skakklub. Dens hjemsted er Maribo By i Lolland Kommune.
§ 2. Formålet er at dyrke skakspillet og at vække interesse herfor, især hos den opvoksende ungdom. Alle kan optages som medlem, dog kan bestyrelsen beslutte, at medlemsskab skal ophøre. Den ekskluderede skal have mulighed for at indbringe eksklusionen for førstkommende generalforsamling.
§ 3. Klubben skal være tilmeldt Dansk Skak Union. På den ugentlige spilleaften må der kun spilles skak i klubbens spillelokale.
§ 4. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
§ 5. Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle klubbens anliggender og er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Ordinærgeneralforsamling afholdes hvert år i september, så vidt muligt på den første spilledag i måneden med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab
4. Indkomne forslag og fastsættelse af kontingent
5. Valg
6. Eventuelt
Valg gælder for 2 år af gangen. Formand og 2 menige medlemmer er på valg i lige årstal. Kasserer, 2 menige medlemmer, bestyrelsessuppleant, revisor og revisorsuppleant er på valg i ulige årstal. Stemmeret har alle foreningens medlemmer tilmeldt DSU. Dog har umyndige medlemmer ikke stemmeret i forhold til økonomiske transaktioner. Valgbare er de samme, dog skal bestyrelsesmedlemmer og revisor være myndige. Hvis klubbens webmaster ikke er medlem af bestyrelsen, deltager vedkommende i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.
Generalforsamlinger indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelse sker via e-mails til de klubmedlemmer, der har oplyst e-mail-adresse. Endvidere opslås indkaldelsen på klubbens hjemmeside og i klubbens lokaler.
Eventuelle forslag skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.
§ 6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal i bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne begærer dette og anfører, hvad man ønsker behandlet på denne.
§ 7. Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af klubbens medlemmer er til stede ved generalforsamlingen. Desuden skal beslutningen ske med mindst 2/3 af de ved generalforsamlingen deltagende medlemmer.
Deltager mindre end halvdelen af klubbens medlemmer ved generalforsamlingen og besluttes vedtægtsændringerne af mindst 2/3 af de ved generalforsamlingen deltagende medlemmer, indkalder bestyrelsen inden 14 dage efter første generalforsamling til ny generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter datoen for første generalforsamling, og vedtægtsændringer besluttet ved første generalforsamling kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed, uden hensyntagen til antallet af fremmødte medlemmer.
§ 8. Formanden og/eller kassereren har tegningsretten for klubben. I tilfælde af optagelse af lån eller ved køb og salg af fast ejendom ligger tegningsretten dog hos den samlede bestyrelse. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er mødt. Bestyrelsen fører referat over sine beslutninger. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.
§ 9. Regnskabet afsluttes den 31. juli.
§10. Opløses foreningen, hvilket ikke kan ske, hvis mindst 8 aktive medlemmer ønsker at opretholde foreningen, tilfalder foreningens eventuelle formue almennyttige formål efter den opløsende generalforsamlings beslutning.
Senest ændret ved ordinær generalforsamling den 2. september 2020 og gældende fra 1. september 2021.
Finn Kristiansen- Formand
John Kristensen - Kasserer
Claus Hansen - Bestyrelsesmedlem
Henrik Sandberg Jensen - Bestyrelsesmedlem
Sten Dahlgård Jensen - Bestyrelsesmedlem