Mindeord











Hans Pedersen 1936-2015


I fredags mistede vi vort afholdte medlem Hans Pedersen. Hans Pedersen døde fredag morgen på Nykøbing F. Sygehus uden at være kommet til bevidsthed, efter han faldt om på familiens vinterferie i Østrig ca. 3 uger tidligere.


Hans var oprindelig landmand i Søllested og havde lært skakspillet som voksen hjemme på gården. Han var medlem i Søllested Skakklub i hele dens beståen fra 1970-1990, hvor han også opnåede at blive klubmester. Da han som pensionist flyttede til Maribo, blev han medlem af vores klub i 2 omgange. Først fra 1996-2000 og igen fra 2008 og til nu.


Det er mit indtryk, at selv om Hans som de fleste af os nødigt ville tabe, så gik han mere op i hyggen og det sociale samvær i klubben end i sine resultater. Da han havde mange jern i ilden, kunne der godt gå uger imellem hans besøg i klubben. Men karakteristisk var det, at han altid spurgte til de seneste holdresultater for alle holdene, når han kom igen. Og netop til holdskak har vi ofte med kort varsel kunnet trække på Hans som reserve, når nogen havde forfald.


Som det forhåbentlig fremgår af dette, var Hans en god klubkammerat, som vil blive savnet blandt os skakspillere i Maribo og omegn.


Æret været Hans Pedersens minde!


På klubbens vegne


Søren Pedersen


Maribo Skakklub